me såg bilane rygge ut
snu i ei sky av støv
og forsvinne i den same støvskya
ut i ørkenen
aleine
to par auge på kvilelaus vandring
over eit solsvidd landskap
delar på orda
dei få me har att,
let dei sveve som såpebobler
til vinden tek tak
og feiar dei med seg
stilla ligg att som eit teppe
og den blå himmelen er eit trykkande tak -
så langt unna alle andre
me finn kvarandre sine hender
og set beina prøvande ut på det varme,
lagar oss ein sti
der ingen før har gått,
på jakt etter
neste oase
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar