gjennom historia
står den sterke kvinna der
som ein los på skipet,
leier det gjennom uroleg vatn
med stødig hand
kor snodig det skal vere
at denne helten ved fronten
ikkje fekk tale si eiga sak
eller seie sitt om korleis skipet skulle styrast,
ho som før hadde lagt seg sjølv som skjold
mellom båten og skjeret
enn å la borna ombord
møte farar aleine
ho, som ser lenger inn i mørket
enn nokon mann ville klart,
og likevel sett ned på,
likevel heldt for å vere
nummer to -
nei, løft losen opp til den ære ho fortener
og la latteren stilne i byssa
er det ikkje nettopp kvinna
mora, losen
som gjer at du kan sitje her
varm og trygg
endå sjøen går meterhøg der ute?
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar