eit stille mellomrom
som kløfta mellom to fjell,
der elva grev seg djupare ned
for kvar lengtande tanke
tilbake til normalen
for stilla er ikkje eit vakuum
ein mellomstasjon,
det er ein tilstand av kaos
der ingenting av det som skjer
inne i hovudet
finn sin refleksjon i verda rundt
så eg går her
tilsynelatande roleg
medan den ville orkanen
riv alt inni meg i fillebitar
at kaoset har ein ende
og orkanen snart møter sin overmann
er utilgjengeleg kunnskap
for den som har villa seg inn
i fortvilinga