tirsdag 17. september 2019

Morgonen kjem

kunne eg berre vere
som eit bilde av meg sjølv
måndag morgon -

det er ikkje huda som anar frykta
eller auga som kjenner smerten
av å gå to meter bak seg sjølv
og vere eit stille vitne

for éin veg må eg gå
same kor lenge eg nøler
og morgonen kjem
same kor store skuggane veks seg

og lengten etter konsistens
stig med morgonsola
ein tidleg måndag morgon,
og lengten etter å passe inn
i meg sjølv
er konstant


1 kommentar:

  1. Dit digt rør så meget inden i. Har læst det grundigt.
    Du skriver på en anden måde nu. Det er så fint at følge dig og se det. Ind i mellem og over tid.

    Min egen skrivning forandrer sig også. Nogle gange er jeg ked af, at jeg ikke kan komme tilbage til at skrive, sådan som jeg gjorde før. Men livet forandrer sig. Skriften forandrer sig.
    Tænk hvis man bare kunne føle sig helt tilpas i nuet. Ligesom længslen i dit digt.

    Tusinde tanker og ønsker om alt godt for dig og dine.

    Fra Laila



    SvarSlett